NYHEDER

NYHEDS ARKIV

Ellen Lundbak – Mindeord

Mindeord

Ellen Lundbak er pludselig ikke blandt os mere. Stort savn og svært at forstå!

 

 

For at rumme både savnet og forsøge at forstå, kan det være en mulighed at huske på alle de fantastiske ting, som Ellen stod for som person og som hun udrettede – gerne i fællesskab med andre.

Set med KRIFO’s øjne, så var Ellen en ener. Hun formåede, som ingen anden, at samle deltagere fra nær og fjern og lynhurtigt at inkludere nye ansigter, hvad enten det var et lokalt stævne i KRIFO-regi eller det var en deltagelse i Nordiske Mesterskaber. Hun tog et stort ansvar for at alle følte sig godt tilpas – og det er vi mange der har nydt godt af og oven i købet høstet frugten af Ellens store indsats.

Men Ellen stod ikke kun for de sociale og menneskelige opgaver.

Ellen var tillige visionær, ville gerne ændre det der kunne blive bedre og var også interesseret i at vi prøvede nye ting af i KRIFO.

I Ellens tid som formand for KRIFO, den første kvindelige i øvrigt, lykkedes hun på kort tid, at sikre et fortsat godt samarbejde i Forretningsudvalget ligesom hun fik overdraget stafetten til endnu en formand – alt sammen med det ønske, at aktiviteterne for kollegaerne i hele Kriminalforsorgen kunne fortsætte.

Ellen var af den overbevisning, at trives man med sine kollegaer, så var der også stor sandsynlighed for at det blev taget med ind i arbejdsopgaverne på ens arbejdsplads. Tak for det!

Hvis vi skal forsøge at mindes Ellen som person, så står hendes imødekommende smil som noget helt klart og tydeligt.

Når man mødte Ellen så følte man sig velkommen og det var som om man i det øjeblik fik lov at være det vigtigste i hele Verden. Det var smittende og noget af det vi vil komme til at savne allermest – lige som når hun sagde ”det gør jeg da lige” eller ”ej, det bliver da sjovt” så vidste vi at vi kom med forslag der ville nå i mål og som var i gode hænder – det kommer vi også til at savne.

Ellen var også fyldt med gå-på-mod og var ikke bange for at kaste sig over nye idrætsgrene – selv i en høj alder.

Præstationerne var jo ikke det væsentligste for Ellen. For os andre var det væsentligt at Ellen gik forrest! Sådan vil vi huske dig, Ellen.

 

 

Tankerne går til familien i denne svære tid!

Æret være Ellen Lundbaks minde!

 

 

På KRIFO’s Forretningsudvalgs vegne

Søren Tolderlund